Vælg en side

Hvis du ikke allerede kender Hundested, skylder du dig selv at besøge byen og ikke mindst havnen her i sommer. Og hvis du kender den, vil du garanteret tilbage. Hundested har hav og fjord, den har lækre butikker, spisesteder og strandbar, en vild sandfestival og et hav af dygtige kunsthåndværkere og kunstnere i arbejdende værksteder på havnen, som efterhånden summer af aktivitet.

Hundested ligger smukt placeret mellem fjorde og hav – ved indsejlingen til Isefjord og Roskildefjord og med Kattegat og dejlige sandstrande. Et ideelt udflugts­mål for en enkelt sommerdag, en weekend eller hele sommerferien.

Sæt godt med tid af til et besøg på havnen. Den er stor. Fra morgenstunden lander kutterne deres fangst af fisk. Her er industrihavn, lystbådehavn med masser af gæstesejlere og en række arbejdende værk­steder med dygtige kunsthåndværkere, bl.a.
sadelmageren Leather Goods og Lisby Skind, Pels og læder.

Spændende udvikling

Hundested er en by i rivende udvikling, som gennem de senere år mere og mere har forstået at få sin helt egen kunstneriske profil bl.a. på grund af en havn, en kommune og en masse fantastiske ildsjæle, som gør en kæmpeindsats for at sætte gang i projekter. Havnen har også formået at få store cruiseskibe til at lægge til i havnen henover sommeren.

Gallerier og kunsthåndværk

Det første galleri på havnen var Galleri Liisberg, som nu har ligget her i 15 år. Det har smittet. En af dem, som har sat gang i området, er Glassmedjen, hvor man kan se glaspusterne arbejde. Sammen med naboen, møbelsnedkeriet Egeværk, fremstiller de dygtige kunsthåndværkere helt enestående glas­skibe, som i juni vil blive set af millioner af mennesker –  det amerikanske Fox Sports har bestilt tre skibe, som skal stå i deres World Cup studie. I år indvier den fremsynede havn et nyt kunstprojekt i et af de gamle fiskerhusstræder. Det er væksthuset Propellen, hvor nye kunstnere kan prøve vingerne af i en række værksteder. En af dem er det nye danske smykkebrand Bendix Copenhagen.

Sandfestival på havnen

Et af de helt store trækplastre hele sommeren er den Internationale Sandskulptur Festival. Denne gang er temaet myter og legender, og skulptørerne tæller flere verdensmestre. Skulpturerne er også spænd­ende for børn, som også selv kan bygge skulp­turer i den store sandkasse.

Mad og drikke

Der er naturligvis også gode spisesteder både i byen og på havnen. En af attraktionerne på havnen er fx Halsnæs Bryghus, hvor du kan nyde et måltid og naturligvis et godt glas ufiltreret kvalitetsøl med masser af smag. Du kan også vælge at gå ned på den dejlige sandstrand, ligge i sandet, måske sejle kajak eller stå på paddle board. Køb en cocktail eller kaffe eller spis dagens måltid hos Frisk Strandbar, hvor der sommeren igennem er masser af aktiviteter.

Specialforretninger åbner

Tæt på havnen er der også dukket lækkert håndværk og nye special­forretninger op. Bl.a. Nordic Planks, som laver planke­borde. I Nørregade i en af Hunde­steds fine gamle købmands­gårde kan man nu købe vin og delikatesser hos Haugaard Vin.

Hvis du mangler en cykel, kan du leje den hos Ditlev Cykler i samme gade og fx cykle eller gå den lille tur ud til bakkerne nord for byen, hvor polarforsker Knud Rasmussens fantastiske hus fra 1917 ligger. I dag er den et lille museum. Årets særudstilling hedder “Thule, kold krig og kernevåben”.

Og når du kører tilbage til Hundested, er der stadig masser at kigge på og udforske.

Besøg NORD’s Kultur butikker her:

Rundt i kommunen med borgmesteren: Vores grønne vej

Rundt i kommunen med borgmesteren: Vores grønne vej

Jægersborg Allé strækker sig gennem en stor del af kommunen og har eksisteret i mere end 300 år – oprindelig som kongelig jagtvej. Senere blev området omkring Charlottenlund Station et yndet udflugtsmål med tog, som stoppede hvert
5. minut om søndagen. I dag er den lange allé stadig kommunens grønne åre med både skov, park, slotte, villaer og shopping. NORD Magasinet gik en tur med borgmester Michael Fenger ned ad forretningsstrøget.

læs mere

error: Indhold er beskyttet.