På en stille vej i Gilleleje, hvor lyset falder blødt ind gennem sprossede vinduer, har Lisbeth Lunda skabt sit eget rum. Et sted, hvor kunst, liv og mennesker kan mødes. Men vejen dertil begyndte et helt andet sted.
Sommerlystvej er både adressen og navnet på det sted, som Lisbeth Lunda nu har gjort til sit. En smuk villa i Gilleleje, hvor NORD en lun forårsdag besøger kunstneren. Vi skal tale om livet og kunsten. Og især om, hvorfor hun efter mere end 30 år i reklamebranchen – præget af tempo, deadlines og konstante krav – traf en beslutning, mange drømmer om, men få fører ud i livet: hun sagde op.
– En dag stillede min mand mig det enkle, men afgørende spørgsmål: Du, som altid har elsket at male og skrive, hvorfor gør du ikke det? – ja, så tog beslutningen næsten sig selv. Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at skabe, indleder Lisbeth Lunda omgivet af kunst og forårets gavmilde lys.

Kunst og kærlighed
I dag har hun også eget galleri. Sammen med sin mand, billedhuggeren Keld Lunda, driver hun Galleri Sommerlyst. Her er malerier og skulpturer samlet i et lyst og intimt rum, hvor grænsen mellem arbejde og liv er opløst.
– Det er en luksus bare at kunne gå til og fra arbejdet. Det er jo virkeligt privilegerede forhold, siger hun, og kommer ind på, at beslutningen om at skifte spor ikke kun handler om arbejdsliv, men også om identitet og frihed med dybe rødder helt tilbage til opvæksten.
Opgør som rød tråd
Lisbeth Lunda er vokset op i Nordjylland i en familie, som var medlem af Syvende Dags Adventistkirken, og med en far, der satte tydelige rammer.
– Det var et miljø med både omsorg og nærvær, men også med skyld og skam, samt et meget fast syn på kvinder, forklarer Lisbeth, der tidligt valgte ikke at lade sig forme af hverken kirkens eller farens syn på, hvad hun kunne.
– Jeg nægtede, at andre skulle definere mit liv, siger kunstneren om sit tidlige opgør, som i dag løber som en tydelig strøm gennem hendes kunst.
Når kunsten bliver en nødvendighed
Lisbeth Lunda beskriver sig selv som både maler og storyteller. Hendes værker kredser om de indre samtaler, vi alle bærer rundt på – tvivl, længsel, vrede – og om de fortællinger, der former os. Hun arbejder med tekst, musik og visuel symbolik og skriver ofte selv lyriske tekster til sine værker.
– Hvert billede er en historie, siger hun og nævner musikken som en vigtig medspiller. Bl.a. har bandet Kashmir fungeret som en tilbagevendende inspirationskilde.
– Jeg brugte maleriet og musikken til at arbejde mig igennem noget, der var voldsomt, siger hun.
Historier om stærke kvinder
Et eksempel på at skabe historier gennem maleriet, er Lisbeths serie Icons. Her retter hun blikket mod kvinder fra historien. Både kendte skikkelser og personer fra sit eget liv.
– Kirkerne er fulde af mandlige ikoner. Det her er mit bud på kvindelige ikoner, siger hun om de flotte portrætmalerier. Værkerne er rige på farver, mønstre og bladguld, men lige under overfladen ligger en tydelig spænding.
– Der skal være noget, der kradser lidt. Ellers bliver det ikke interessant, lyder det fra Lisbeth.

Galleri Sommerlyst: Et intimt galleri drevet af kunstnerparret Lisbeth og Keld Lunda. Her mødes maleri og skulptur i lyse omgivelser med udsigt til en lille gårdhave. Galleriet viser både egne værker og inviterede kunstnere og danner desuden ramme om mindre arrangementer som kunstnersamtaler, croquis, workshops og fællesspisninger under temaet ”Kunst og meget mere …”
Et galleri i bevægelse
Med Galleri Sommerlyst har Lisbeth og Keld Lunda ikke blot åbnet et udstillingsrum, men skabt et sted i forandring. Bl.a. gør et specialbygget arbejdsbord på hjul det muligt at transformere rummet fra galleri til langbordsmiddag, croquisaften eller kunstnersamtale. Om sommeren åbnes dørene til en lille gårdhave, hvor aftener med kunst og fællesskab kan udfolde sig.
– Vi vil gerne skabe et sted, hvor folk ikke kun kommer for at se kunst, men også for at være sammen.
Galleriet viser både parrets egne værker og inviterede kunstnere og danner rammen om en række mindre arrangementer i løbet af året. Samtidig rækker ambitionerne videre. Lisbeth Lundas værker er allerede solgt til udlandet, og hun drømmer om større udstillinger og på sigt museer. Men tempoet er et andet nu.
– Livet er en rejse. Og lige nu er det her et virkelig godt sted at være, siger Lisbeth i døren ind til galleriet, hvor der står et maleri under arbejde. Som en stille invitation til at kigge ind og følge processen.
gallerisommerlyst.dk / lunda.dk

Blå Bog
Lisbeth Lunda
Født 1967 i Jerslev i Nordjylland. Uddannet grafiker og art director og arbejdede i reklamebranchen i over 30 år, før hun i 2018 valgte at hellige sig kunsten på fuldtid. Arbejder primært med maleri, ofte i kombination med tekst og musikalsk inspiration.
Hendes værker kredser om menneskets indre liv og kvinders vilkår – både historisk og personligt. Flere af værkerne er solgt til både danske og internationale samlere, herunder i Frankrig, USA og Filippinerne.
Bor og arbejder i Gilleleje, hvor hun sammen med sin mand, billedhugger Keld Lunda, driver Galleri Sommerlyst.
Besøg NORD’s Kulturbutikker her:
Sommerens kunstoplevelse i Charlottenlund
Galleri 2112 skyder sommeren i gang med en dobbeltudstilling med farver og eksperimenterende former. I maj og juni kan du opleve en duoudstilling med værker af Malene Landgreen og Christian Vind. Malene Landgreen, som bl.a. var med i den seneste sæson af DR’s Kunstnerkolonien, viser malerier, der bevæger sig ud over maleriets traditionelle ramme – farver, former, linjer og mønstre sat sammen i nøje afstemte kompositioner med geometrien som udgangspunkt. Christian Vind er dansk forfatter og billedkunstner, hvis praksis spænder fra collage og maleri til video og tekst. Udstillingen løber fra 2. maj til 27. juni.
Freddy Fraek i galleri 2112
At give kunst i julegave er noget af det mest personlige, man kan gøre. Et værk kan følge én hele livet – og måske endda gå i arv.
Mange forældre begynder en tradition ved at give deres barn et kunstværk hvert år og på den måde langsomt opbygge en samling. En samling, der ikke bare har kunstnerisk og følelsesmæssig værdi, men også kan være en alternativ form for opsparing. For galleriejer Caroline Bøge er det en smuk måde at give noget meningsfuldt videre.
En gave der varer
At give kunst i julegave er noget af det mest personlige, man kan gøre. Et værk kan følge én hele livet – og måske endda gå i arv.
Mange forældre begynder en tradition ved at give deres barn et kunstværk hvert år og på den måde langsomt opbygge en samling. En samling, der ikke bare har kunstnerisk og følelsesmæssig værdi, men også kan være en alternativ form for opsparing. For galleriejer Caroline Bøge er det en smuk måde at give noget meningsfuldt videre.







