Vælg en side

Da Pia Remillard for snart 30 år siden arbejdede på Skovshoved Hotel som receptionist, blev et frø sået i hende: Ved at kigge på sin chef lærte hun, hvor meget det betyder at få gæsten til at føle sig velkommen. For lidt over et år siden vendte hun tilbage – nu som en meget synlig direktør.

– Jeg elsker at udvikle nyt, at få det til at vokse og blomstre – og endnu bedre at få medarbejdere til at blomstre, siger Pia Remillard, mens hun tænker over, hvorfor hun har arbejdet det meste af sin karriere som hoteldirektør. For godt et år siden sagde hun ja til at blive direktør på Skovshoved Hotel, hvor vi sidder i loungen. Den høje, slanke, nordiske kvinde skæver over til nabobordet, for det generer hende en smule, at der ikke står et stearinlys på vores bord. Ikke sådan at hun bliver irritabel, for hun har af sind en positiv tilgang til livet og sin omverden, men hun er også topprofessionel med en amerikansk hoteluddannelse i bagagen, og efter næsten 30 år i branchen og direktørposter på nu seks hoteller, er der mange værdier, som sidder dybt i hende, og som gælder, lige meget om man er på et lille eller et stort hotel. Detaljerne skal være i orden.

– Jeg hader fx, når der står bakker på gangene. Det er jo en del af driften, men det generer mit øje, siger hun med et smil.

En synlig vært


En meget væsentlig værdi for Pia Remillard er at være en synlig og nærværende vært. Hun deltager fx altid ved den populære fredagsbar, som hun selv har været med til at indføre. Og det gode værtsskab har hun sjovt nok netop lært lige her på Skovshoved Hotel.

Efter den første del af sin uddannelse arbejdede hun nemlig i receptionen, og her blev et frø sået i hende af chefen, italieneren Ettore Terreni, som er hendes store idol.

– Han viste mig, hvordan man er en god vært – hans udstråling, hans tilgang til service. Han spredte glæde, og gæsterne følte sig så velkomne. Han var fantastisk, siger hun.

At tage en værtsrolle på sig, er derfor en af de ting, hun selv har taget med sig til de hoteller, hun har arbejdet på, og en ting hun også betoner over for sine medarbejdere.

– Men man skal gøre det på sin egen måde, så det er ægte, uddyber hun. Hun er ikke i tvivl om, at hun har fået sin egen positive tilgang med hjemmefra fra sin mor, som bl.a. underviser i ledelsesudvikling og har brugt meget tid på alle de psykologiske processer.

Ville have ansvar


Pia Remillard blev tiltrukket af hotelbranchen, da hun i sin gymnasietid havde et studiejob på Hotel Royal og mærkede den internationale stemning.

– Service er for mig det mest naturlige, og selvom jeg lægger mærke til detaljerne, har jeg også det overordnede blik, fortæller hun.

Det tiltrak hende at få en akademisk uddannelse inden for branchen – ikke at arbejde sig op fra bunden, som man ofte gjorde i branchen. Og da hun var færdig med sin internationale uddannelse, søgte hun jobs med ansvar, for som hun selv siger, ved hun, hvad hun kan, og hvad hun er god til.

– Jeg tror, drivkraften i min karriere har været, at jeg kan lide at drifte, drive og være ansvarlig. Jeg synes, det er sjovt at påvirke resultaterne – at kunne flytte på tallene med en indsats. Jeg er også konkurrencemenneske: når jeg svømmer, så svømmer jeg mod mig selv på tid. Og så er jeg et enormt socialt menneske – det passer også til branchen, hvor vi konstant taler med og omgås nye mennesker.

En god fridag


Når Pia har fri, bruger hun meget tid sammen med sin 13-årige søn, Nicolai, som hun bor sammen med i Charlottenlund. Hun indrømmer, at hun er lidt af en ’soccermom’:

– Jeg er med til alle de fodboldkampe, jeg ’får lov til’ af Nicolai. Og har lovet ikke at råbe højt, når han scorer!

Slutningen på en god fridag med ham kunne fx være at gå ud at spise sammen.

– Vi er begge madører, og så har vi altid et spil kort med, når vi er af sted, også når vi rejser. Det er en god måde at være sammen på, for så kommer man ikke til at sidde med telefonen.

En god fridag er også, når en sms bipper ind fra søsteren, om de skal træne sammen. Det er hyggeligt at være sammen, og sport er vigtigt for Pia. Selvom det er fridag, tager hun en tur forbi hotellet og siger hej – for det er lysten, der driver hendes arbejdsliv.

– Når man synes, noget er sjovt, er det dér, man er god, og det er helt klart også mit mantra i jobbet som leder. Det er vigtigt for mig, at mit personale trives, for så kommer der noget godt ud af deres øjne.

Note: Pia er ikke længere direktør på Skovshoved Hotel

 

Besøg NORD’s Kulturbutikker her:

Miniportræt – Lene Nystrøm

Hvad er dit forhold til området NORD? Jeg elsker kystlinien i Nordsjælland. Det skal man bare nyde. Jeg har også boet i Hornbæk, Birkerød og Allerød, og holder meget af naturen heroppe. Min mor og far flyttede fra Norge til Hornbæk for 16 år siden, og er blevet helt assimileret danske med tiden.

læs mere

Miniportræt – Morten Wagner

Hvad er dit forhold til området NORD? Jeg bor i det daglige i Schweiz, men en del af min familie bor her i området, og så har mine virksomheder aktiviteter heroppe, især RoomService, der leverer mad i den eksklusive ende. Dating.dk, Plusbog og Lejebolig.dk er jo allestedsnærværende.

læs mere

Miniportræt – Martin Spang Olsen

Hvad er dit forhold til området NORD? Jeg bor selv i Hørsholm, ned til Brådebæk Sø. Min far boede i Høsterkøb, min mors familie bor på slottet Frydenlund, og min lillebror bor i min fars gamle hus på Høsterkøbvej, så der er en stærk tilknytning.

læs mere
error: Content is protected !!
X