Vælg en side

Hvordan ser der ud hos manden, der gjorde convenience-begrebet til en integreret del af danskernes mad-på-farten-vaner med takeaway-kæden 7-Eleven?

Palævillaen, som i området kaldes ”Det lille Christiansholm Slot”, ligger herskabelig og monstrøs med Dyrehaven i baghaven, og en raw-ball med gurkemeje og en Chai Latte Tiger Spice spadsereturs gang fra Øresund. Mad fra landets convenience-butikskæde er designet til at nydes på farten, også når man skal besøge manden bag 7-Elevens ubestridelige succes her i landet: Jesper Østergaard. 51 år gammel sønderjyde. Administrerende direktør på 12. år for 7-Eleven i Danmark, som siden han i 2006 blev headhuntet til at føre den amerikanske franchise-kæde ind i fremtiden, har stået for en vækst på 400 procent. Der var 44 danske 7-Eleven butikker, da Jesper startede, i dag er der 173.

(Artikel forsætter efter film)

Underspillet verdensmand

– Jeg har fantastiske og passionerede medarbejdere, og det er deres fortjeneste, men vi har sammen sat retningen, svarer Jesper Østergaard på, om det er pga. ham, at der i dag findes en 7-Eleven på de fleste danske togstationer og travle gadehjørner. Han virker underspillet, som én, der både kan tale med 7-Eleven-købmanden på Nørrebro, styre alvorlige bestyrelsesmøder og begå sig til fester på de bonede gulve.

– Vi har ofte bestyrelsesmiddage og arbejdsrelaterede sammenkomster af alle mulige slags her i hjemmet, fordi vi har rammerne til det. Jeg synes det er fedt at kunne gøre det, i stedet for altid at sidde på en restaurant.

Overdådig villalejlighed

Og hvilke rammer. For at sige det på jævnt dansk: her er ret blæret. Også selvom det ’kun’ er en villa-lejlighed. Der bor en anden ejer på 2. salen. Jesper og den lille familie på tre har underetagen, stueetagen og et anneks, samt 3000 kvadratmeter grund at boltre sig på. Det beboede areal udgør tilsammen 500 gennemførte kvadratmeter. Her er hall, bibliotek, opholdsstuer, stort badeværelse og en glasplade i køkkengulvet gør, at man kan se ned i underetagens vinkælder.

– Det er vores yndlingsrum – husets hjerte, siger Jesper om samtalekøkkenet, som næsten er for beskedent et navn til så stort et rum, der huser både køkken med masser af plads til at gå rundt på, samt spiseplads ind-rettet med moderne design.

– Det er her en af os kan lave mad, mens den anden arbejder, og når vi har gæster, ender vi også altid her.

Er de rigtig mange, som fx 7-Eleven-bestyrelses-møder, foregår det i spisesalen.

– Vi kalder det museet, siger Jesper om spisesalen med guldbelagt træværk på væggene og det sorte konferencebord, hvorom nye ideer for 7-Eleven gerne diskuteres.

Ideer er drivkraften

– Det, jeg brænder for, er at bygge noget op, og derfor var og er det stadig, enormt attraktivt for mig at arbejde for et værdibaseret norsk privatejet selskab med et amerikansk koncept som 7-Eleven i Danmark. Og i sådan en virksomhed som vores er fokus værdibaseret ledelse, og beslutninger skal træffes tæt på kunden. Vi har ingen store manualer, men forventer derimod, at den enkelte kan træffe beslutninger baseret på vores otte grundværdier.

I de 12 år Jesper har siddet ved rorpinden, har 7-Eleven bl.a. udviklet sig fra en klassisk fransk hotdog og pizza takeaway til at være førende med vegetariske og
veganske færdigretter og andre sunde alternativer. Selvom der stadig er store fede doughnuts og
luksussnegle i 7-Elevens bagerudsalg.

Hunden Pelle

– Vores mål er at være en firstmover-virksomhed, hvor vi helst skal være de første med nye innovative løsninger, og vi skal helst vide, hvad kunder kommer til at efterspørge, 3-6 måneder før kunden selv ved det, siger Jesper, som også mener, at vi ikke har set det sidste af den plantebaserede takeaway-bølge:

– Der sker så meget på dét område, hvor vi bl.a. vil få mere af det, vi kalder free-from – fri for gluten, laktose, sukker osv.

Der er dog én i Jespers husstand, som tager nye forretningsmodeller og de storslåede omgivelser med ophøjet ro. Og det er husets cockerspanielen Pelle. Bare alting er, som det plejer, med hunde-dagplejen i Lyngby og aftenputning i sengen.

– Han bliver behandlet som et barn, for det er jo det, han er, siger Jesper om den chokoladefarvede Pelle, der her i huset må næsten alt.

Boligen

Klassisk palævilla i Klampenborg på 500 m2 med store, sprossede vinduer, en symmetrisk bygningskrop og sortglaserede tagtegl.

Jesper Østergaard

51 år. BBA – bachelor and business administration. 12 år som administrerende direktør for 7-Eleven i Danmark. Har stået for en omfattende forandring af franchise-kæden fra at være en fastfood takeaway med et døgn-kioskdagligvareudsalg til at være først med de nyeste tendenser indenfor takeaway. Målet er at have et stort udvalg dækkende alle behov for sund og mindre sund mad-på-farten. Samarbejdet med Shell og DSB har også bidraget til denne succes.

7-Eleven i Skandinavien ejes af norske Reitan Convenience.

Besøg NORD’s Bolig butikker her:


error: Indhold er beskyttet.
X