Der findes næppe et mere sofistikeret makkerpar end netop disse to. Velkommen til en verden af skønhed på fingeren, om halsen, håndleddet eller i ørerne.
Jordens ædle metaller og sten har i årtusinder fascineret os mennesker – ikke mindst når de glitrer og changerer, formet til smykker af dygtige håndværkere og designere. De ældste kendte guldsmykker er ca. 6.000 år gamle, og ét af de mest værdifulde guld- og diamantsmykker i nyere tid er Mouawad L’Incomparable Diamond Necklace fra 2013. Halskæden blev vurderet til 55 millioner dollars (ca. 380 millioner kroner) og prydes af verdens største indvendigt fejlfri gule diamant på hele 407,48 carat, ophængt i en kæde af hvide diamanter flettet sammen af grene i 18 karat rosaguld.
Carat eller karat?
Kært barn har mange navne – men forskellen er enkel. Karat (kt) bruges til at angive guldets renhed, mens carat (ct) angiver vægten af diamanter og andre ædelsten. 18 karat guld er det mest anvendte i luksussmykker og består af 75% guld og 25% andre metaller. Disse legeringer – typisk sølv, kobber, palladium eller nikkel – gør guldet hårdere og kan ændre farven ganske markant. 24 karat er 99,9% rent guld, men så blødt, at det sjældent bruges til smykker i praksis. Karatspektret hedder 24, 22, 18, 14 og 9–10 kt, og giver både guldsmede og kunder et klart overblik over kvalitet.
Hvor stammer carat fra?
Målet stammer fra kernerne i johannesbrødtræet, som i oldtiden blev brugt som naturlig vægtenhed for diamanter. I dag er 1 carat standardiseret til 0,2 gram. Carat gælder ikke kun for diamanter, men også for andre ædelsten. Mest kendt er smaragd, ametyst, rubin og safir. Rubin og safir er – efter diamanten – de hårdeste ædelsten, hvilket gør dem særligt velegnede til smykker, der bruges dagligt. To sten kan dog veje præcis det samme, men fremstå meget forskellige i størrelsen – afhængigt af hvordan de er slebet.
Hvorfor skinner en diamant?
En rå diamant, hentet op fra jordens indre, er mat og uden glans. Først gennem slibning og polering fremkommer stenens fascinerende gnist, fordi lyset reflekteres og brydes korrekt. Den mest populære slibning er Round Brilliant Cut, der maksimerer lysudbyttet. Også Cushion Cut og Oval Cut er eftertragtede – ofte til en lavere pris end brillantslibet, fordi råstenen her udnyttes bedre med mindre spild.
Dansk smykkedesign
Den danske smykkescene har oplevet en markant opblomstring i de senere år. Ud over en håndfuld store, internationale brands findes et væld af mindre designere, der tilsammen skaber et spændende, men konkurrencepræget marked – særligt for et lille land som Danmark.










