Vælg en side

Bryllupsfest for alle sanser

Eva Nabis drømmebryllup blev holdt i en fin gammel avokadoplantage og en pragtvilla i Marbella. Festen varede i tre dage, og alle gæsterne var klædt i hvidt og sølv.

Den 3. september 2016 sagde Eva Nabi ja til Morten Christiansen i Marbella. Med var 94 gæster fløjet ind fra Danmark og udlandet. Festen begyndte dog allerede dagen forinden ved en rehearsal-dinner i den pragtvilla ved havet, parret med hjælp fra en wedding planner havde lejet til at bo i undervejs. Et stort langbord var sat op i haven med udsigt til både havet og den oplyste pool. Lysekroner og hvide gardiner hang ned fra en konstruktion henover det 30 meter lange bord. Hele natten igennem hørtes havets bølger.

Dresscode Shine Bright 

For Evas drøm om et bryllup var, at det skulle være smukt og elegant, men også hyggeligt. Der blev danset natten igennem, Eva og gæsterne hoppede i poolen. Det tegnede godt til vielsen og den store bryllupsfest, som blev holdt midt ude i naturen i en fin gammel avokadoplantage med flerhundrede år gamle træer og et pagodetempel. Gæsterne ankom klædt i hvidt eller sølv. Love or Nothing hed brylluppet og med dresscode Shine Bright.

– Det var meget vigtigt for mig, at gæsterne oplevede det samme som Morten og jeg. At de fik lov at skinne med, siger Eva, der også udarbejdede en who’s who, så gæsterne på forhånd kunne orientere sig om hinanden.

3.892 stearinlys

Vielsen var super romantisk og højtidelig. Runde borde var sat op i avokadoplantagen og flere hundrede tusind krystaller og krystallysekroner hang ned fra træerne, mens 3.892 stearinlys skinnede natten igennem. Da Morten efter sin tale til bruden bød hende op til dans, dukkede en sangerinde frem. I al hemmelighed var hun blevet fløjet ind for at synge ’deres sang’ At Last akkompagneret af fyrværkeri. Festen eksploderede.

– Alt gik op i en højere enhed. Festen, gæsterne, stedet, lysene, min kjole og min mand. Det var meget lykkeligt, siger Eva, der igen sprang på hovedet i en pool med vintagebrudekjolen på og vielsesringen af klassiske diamanter sat i hvidguld købt i New York. Om søndagen stod den på et mere roligt brunch pool party i villaen.

FAKTA: BRUDEPARRET

Eva Nabi, general manager for Foreningen MH24 Mikkel Mod Mobning og Morten Christiansen, CEO for mobilteleselskabet 3. Parret har i alt tre børn på henholdsvis 20, 17 og 5 år og er bosat i Gentofte.

Besøg NORD’s Modebutikker her:


error: Indhold er beskyttet.