Vælg en side

Coverbillede: Plakat af Tal R i anledning af Asger Jorns 100 års fødselsdag

Af Peter Linder

Kunstkøb kan være en alternativ investering for dem, som har forstand på det – eller er heldige. Der er mange penge at tjene, hvis man spotter det næste up-and-coming kunsttalent, men risikoen er også stor.

Det gode ved kunstkøb er, at man foruden et potentielt økonomisk afkast også kan nyde herlighedsværdien ved sin investering mens den ligger i ”porteføljen” – i modsætning til aktier og obligationer.

Faldgruberne ved kunstinvesteringer kan være mange. Der er en stor tilgang af nye kunstnere, og derfor er det ekstra svært at ramme rigtigt. De dyreste danske nulevende kunstnere tæller navne som Olafur Eliasson, Tal R og Michael Kvium, hvis dyreste værker sælges for flere millioner kroner. Men det nytter ikke noget at skele til listen over de dyreste danske kunstnere, hvis man ønsker en optimal forrentning af sine penge. Derimod kan det være en idé at kigge mod mere ukendte kunstnernavne, som alligevel har bevist sit værd.

Litografier, som ofte er nummererede og signerede, kan være en god investering og en ”overkommelig” måde at komme i gang med kunstkøb. Et Tal R litografi koster eksempelvis i omegnen af 5.000 – 10.000 kr. og kan være en attraktiv vej at erhverve sig unik og personlig kunst på – uden risiko og med fornuftigt afkastspotentiale.

Et eksempel herpå kan være denne plakat fra Tal R, produceret i forbindelse med Asger Jorns 100 års fødselsdag i 2014 som en hyldest til Jorn og hans atelierer i både ind- og udland. Her har vi med kunst at gøre, som både har noget på hjerte, er dekorativ og kan erhverves for 400 kr.

Mit afsluttende råd må være, at din kunst afspejler din identitet – og derfor må kunst aldrig kun købes med hjernen. Hjertet skal være med, som med alt andet i livet.

Fakta om Peter Linder:

• Stifter og ejer af rådgivnings-huset Causa Consulting på Ehlersvej 7 i Hellerup, som også danner rammen for flere kunsttiltag.
• Kunstsamler med udgangspunkt i lejligheder i Paris og Nice.
• Tidl. bestyrelses-medlem i Bruun Rasmussen.
• Sparringspartner og coach for flere kunstnere.
• Ejer af Asger Jorns atelier på Læsø samt arrangør af kunst-festival.
• Stifter af forlaget og foreningen Asger J’s Venner sammen med kunstner Lars Morell.


error: Indhold er beskyttet.