Vælg en side

Braiseret ananas

• 1 vanillestang
• 5 cm ingefær, skrællet
• 5 dl vand
• 100 g brun farin
• 300 g rørsukker
• 4 kviste citrontimian
• 2 dl brun rom – evt. mere, hvis du elsker rom
• 20 g kamillete
• 1 moden ananas, ikke for stor
• Citronsaft

Til servering

• 1 liter god vanilleis
• Citronmelisse
• Citronverbena

DESSERT TIL 4 PERSONER

Flæk vanillestangen, skrab kornene ud, og mas dem ud i en smule af sukkeret med den flade side af en kniv. Gem den tomme vanillestang til senere brug. Riv ingefæren groft på et rivejern. Kog de 5 dl vand op, tilsæt ingefær, brun farin, rørsukker, vanillesukker, vanillestang, citrontimian og rom og rør rundt. Når sukkeret er opløst, stiller du cocotten til side. Lad lagen afkøle let og tilsæt så kamilleteen fyldt i en lille tepose. Lad kamillen trække i lagen i 10 min., men smag på lagen undervejs. Den må ikke trække så længe, at den bliver bitter. Skær imens top og bund af ananassen og skær skallen af så tyndt som muligt fra top mod bund hele vejen rundt. Brug en skarp kniv til at fjerne eventuelle øjne med. Skær ananassen i kvarte på langs og skær forsigtig stokken af hvert stykke. Fjern teposen fra lagen og smag til med en smule citronsaft. Læg ananasstykkerne i cocotten, hæld noget af lagen over med en ske og læg låg på. Sæt cocotten i ovnen og braiser ananassen ved 140° i ca. 1 time. Mærk på ananassen undervejs. Tag cocotten ud, når ananassen er næsten mør, og køl den af i lagen i minimum 2 timer.

Tip til servering

Skær ananassen i passende stykker og anret den i dybe tallerkner, gerne med en smule af lagen. Drys med blade af citronmelisse og verbena og server med en stor kugle vanilleis til. Ananassen smager endnu bedre, hvis den får lov at trække i lagen på køl natten over. Husk så bare at tage den ud i god tid inden servering, så den kan få stuetemperatur.

Helt enkelt og helt fantastisk. Server denne ananas med en fuldfed kugle vanilleis. Så ved du, hvordan en københavnerstang i virkeligheden bør smage.

Thomas Herman har i en årrække været et etableret navn på den danske kokkescene, hvor han har hakket, snittet, kogt og stegt sig til toppen af restaurationsbranchen i både ind-og udland. Derudover har Thomas optrådt i mange tv-programmer som fx i Masterchef på TV3 eller Hermans verdenskøkken på DR1.

Besøg NORD's Gastro butikker her:

error: Content is protected !!
X