NORD Julemesse - 18. - 20. november 2022
Vælg en side

Vi kører i gennemsnit langsommere og langsommere, men bilerne bliver hurtigere og hurtigere.

Det gælder for de ganske almindelige biler, der får flere hestekræfter og går længere på hver eneste liter brændstof, og det gælder for de helt elektriske biler og hybrider. Kigger vi på klassen af ekstreme sportsvogne, er tendensen den samme. Hvor bilerne tidligere havde omkring 600 hestekræfter, er der de seneste par år blevet lagt hestekræfter oveni.

Svaret fra Aston Martin er modellen DBS Superleggera, der netop er lanceret som Astons bud på en bil i den absolutte topklasse; klar til at dyste med de mest eksotiske konkurrenter.

AFLØSER VANQUISH

DBS Superleggera afløser Vanquish S, og navnet er hentet fra de historiske hylder hos Aston, men det er også det eneste historiske, der er over bilen. Grundlæggende er der tale om en klassisk Aston Martin, når det er bedst, tilsat lidt mere af det hele, hvorfor motoren på 12-cylindre er med dobbelt turbolader, indretningen 2+2 og baghjulstræk.

I Astons interne hierarki er bilen placeret som toppen over Vantage med en normal DB11 AMR som adgangsbilletten til effektstigen. Kigger vi nærmere på bilens proportioner, er det tydeligt, at grundlaget er DB11, dog hvor fokus er præstationer og sport. Derfor benytter DBS en ændret gearkasse fra producenten ZF. Den er stadig 8-trins, men forstærket, så den legende let håndterer motorens 900 Nm. Det er 200 Nm mere end DB11’eren, og selv om det er svært at forestille sig, hvor meget mere drejningsmoment det er, så kan det være rart at vide, at en moderne benzinbil på 2,0-liter ofte har 200-300 Nm i totalt moment.

At motoren har 725 hestekræfter er meget, men allerede lige over tomgang, fra 1.800-5.000 o/m, er der hele 900 Nm i moment. Det kan stort set ingen af konkurrenterne matche, selv om flere måske har lidt flere hestekræfter, der dog leveres så højt oppe i omdrejningsfeltet, at det ikke er praktisk anvendeligt.

Aerodynamik er nøglen til topfarten på 340 km/t, men omvendt skal biler ved høje hastigheder også trykkes mod asfalten for at sikre greb. Der er taget det bedste fra Vantage og DB11 AMR, hvilket har resulteret i en downforce på samlet 180 kg ved topfart.

Aston Martin DBS Superleggera
Version: Coupe eller Volante
Motor: 5.2L V12 Twin-turbo
Ydelse: 725 hk
Effekt: 900 Nm
Gearkasse: 8-Trins fuldautomatisk ZF
Pris på fuld afgift:
Coupe fra 5.350.000 kr.
Volante fra 5.660.000 kr.


error: Indhold er beskyttet.
X