Vælg en side

At lykkes med at drive en moderne og selvstændig tandlægeklinik handler for tandlæge og indehaver Amir Bahari om kvalitet og personlighed. Og ikke mindst om, at bag den hvide kittel står et menneske med sin helt egen historie.

 

Man tænker ikke typisk tandlægeklinik, når man træder ind hos Tandlægerne på Alléen. Venteværelset er tapetseret med farvede, mønstrede tapeter, de polstrede stole er betrukket med gyldent velour, og kaffebaren minder mere om en lækker café end om en af områdets ældste tandlægepraksisser. Amir Bahari har tidligere kaldt sin klinik for “Kongerigets flotteste”. Nu er der gået 10 år, siden han overtog den og satte sit eget præg med to store renoveringer og nyindretninger. Den seneste udvidelse betød, at klinikken voksede til dobbelt størrelse og fik indgang direkte fra Alléen.

 

Succes handler om mennesker

Selvom de omkring 200 kvadratmeter fremstår gennemtænkte, og udstyret er topmoderne – ikke mindst klinikkens CEREC-teknologi, som gør det muligt at få en porcelænskrone på ét besøg – er det ikke teknikken, Amir først fremhæver, når han ser tilbage på jubilæet.

– De faglige resultater er selvfølgelig vigtige, men noget af det, jeg er allermest stolt af, er den kultur, der er opstået. I dag oplever jeg et sted, hvor mennesker trives, hvor der er tryghed, faglighed og lyst til at gå på arbejde. Både for os og for vores patienter, hvoraf flere er kommet her gennem tre og fire generationer, siger Amir Bahari.

Fra Iran til Danmark

Men hvem er Amir Bahari bag kitlen og det rolige ydre? Amir trækker vejret dybt og siger, at han godt kan fortælle “noget”, men der er hensyn at tage til familien.

– Jeg stammer fra Iran og kom hertil som treårig, og det meste af mit liv har jeg følt mig rodløs, hvilket i den grad har formet mig som menneske, siger han.

Familien måtte igennem et ni måneders ophold i først Indien og siden i en flygtningelejr i Tyskland, før de ad tilfældets veje endte i Danmark. Efter en kort periode i Odense bosatte de sig i København, hvor Amir voksede op med en fod i hver lejr hos sine iranske, akademiske forældre og i den danske kultur omkring sig.

– At vokse op med to kulturer gør, at man lærer at vælge det, der passer til den sammenhæng, man står i. Og det kan være svært. Det har givet mig en grundlæggende følelse af rodløshed.

Blå Bog
Amir Bahari
Født 1985 i Iran. Kom til Danmark som treårig og er vokset op i København.
Uddannet tandlæge i 2010. Har arbejdet som tandlæge på flere klinikker,
inden han i 2016 overtog Tandlægerne på Alleen.
Fejrer 10 års jubilæum i år som indehaver af klinikken.

 

Rodløshed som drivkraft

Alligevel er han lykkedes. Hvordan? spørger vi den distingverede tandlæge, der netop sætter en dyd i ro og grundighed.

– Følelsen af manglende tilhørssted har også gjort mig meget ambitiøs. Når man ikke har den samme historie eller baggrund som andre, kompenserer man. Det har aldrig bare været “godt nok”, uanset om det var skole, sport eller andet.

Disciplin og ambition blev en drivkraft. Ikke kun for præstationen, men for at skabe stabilitet.

– Mine 10 år med klinikken er også resultatet af et stærkt behov for at bygge noget stabilt, noget man kan være stolt af og hele tiden gøre lidt bedre.

Forudsigelige resultater

For Amir er tilgangen til tandlægehåndværket også afgørende for succes.

– Når man er god til det og ved, hvad man laver, kan man skabe forudsigelige resultater, siger han og bruger det fagsprog, han arbejder ud fra: predictable results.

– Det betyder, at man ikke prøver sig frem. Man lykkes ikke otte ud af ti gange. Man lykkes hver gang inden for den plan, man har lagt, siger Amir, der bl.a. er kendt for sin præcision inden for kosmetiske behandlinger, særligt keramiske og plastiske behandlinger på fortænder, og ofte bliver henvist til af andre tandlæger. Men igen, pointerer Amir, så afhænger klinikkens generelt høje faglige niveau lige så meget af en tryg og god kultur.

– Når mennesker trives og føler sig trygge, kan man arbejde mere præcist, mere langsigtet – og opnå de forudsigelige resultater, vi stræber efter.

 

– Når mennesker trives og føler sig trygge, kan man arbejde mere præcist,
mere langsigtet, og opnå de forudsigelige resultater, vi stræber efter.

 

Væk fra mikromanagement

Da Amir overtog klinikken i 2016, overtog han også medarbejdere. Det var ikke et hold, han selv havde sammensat.

– Det var ikke det bedste udgangspunkt at starte som leder og stå i spidsen for nogen, der var dobbelt så gamle som én selv. Jeg gjorde mit bedste, men kunne også se, at det ikke fungerede optimalt.

I dag med sit eget hold omkring sig beskriver han sin udvikling som en bevægelse væk fra mikromanagement og hen imod tillid.

– Når man bliver bedre til at lede og uddelegere, frigør man også sig selv, siger Amir, der i dag godt kan tage på ferie uden at være nervøs for klinikken:

– Jeg skal til Thailand i tre uger, og det ville jeg ikke have gjort tidligere. Nu kan jeg tage af sted med ro i maven, fordi vi har skabt en stærk kultur.

Nye rødder i Tisvilde

Privat bor Amir i Jægersborg med sin kæreste Lina og parrets tvillingedrenge Aston og Loui. Når han bliver spurgt, hvad han laver i fritiden, kommer svaret uden tøven:

– Jeg er sammen med mine børn. Det er det, jeg bruger min tid på.

Og rodløsheden? Har den ændret sig?

– Vi har et sommerhus i Tisvilde, og det er faktisk det første sted, hvor jeg virkelig føler mig hjemme. Jeg plejer at sige, at jeg bor i Gentofte, men jeg lever i Tisvilde, griner han.

Stranden, skoven, byen og fællesskabet i det høje nord har givet ham en ro, der ikke kræver forklaring. Og måske netop derfor giver den mening i et liv, der i så mange år har handlet om at skabe stabilitet. Først for sig selv, siden for andre.

– Jeg ser i hvert fald mig selv på Alléen i de næste mange år frem, især nu, hvor jeg har også fundet et sted som Tisvilde, hvor skuldrene sænker sig helt af sig selv, afslutter Charlottenlund-tandlægen på vej til en hyggelig aften med sit team.

TANDLÆGERNE PÅ ALLÉEN
En moderne, selvstændig tandlægeklinik i Charlottenlund, der tilbyder alle typer af tandlægebehandlinger og en lang række specialiserede behandlinger, bl.a. porcelænskroner med CEREC-teknologi. Andre tandlæger henviser desuden klienter til klinikken, der har en særlig udmærkelse inden for det tandkosmetiske. Klinikkens faste team består af tandlægerne Amir Bahari og Spencer Barber, tandplejer Helle Claudi, klinikassistenterne Nesli Celikkol Bajuni, Frida Schøler, Sofia Schoub, Julie Gjulten Jajovska og tandlægeassistent Felipe Menenez.

 

Besøg NORD’s Sundhedsbutikker her:

Alle anti-aging – kosttilskud samlet ét sted

Alle anti-aging – kosttilskud samlet ét sted

Interessen for longevity og sund aldring vokser hastigt, men det kan være svært at navigere i markedet. Det har Hansen Supplements gjort enkelt. Efter forskeren David Sinclair udgav bestselleren Lifespan, hvor han argumenterer for, at NMN og resveratrol sandsynligvis kan forlænge levetiden og forbedre sundheden, er markedet eksploderet med anti-aging-kosttilskud. Hos Hansen Supplements er udvalget stort og af højeste kvalitet – 40 avancerede produkter i rene formuleringer uden tilsætningsstoffer og med maksimal koncentration af aktive stoffer. Fra resveratrol og coenzym Q10 til L-theanine og magnesium L-treonat – alt forbundet med cellebeskyttelse, energi og mental klarhed

læs mere
Høj livskvalitet – også i overgangsalderen

Høj livskvalitet – også i overgangsalderen

Voelven samler den nyeste viden i ét nyt power-kosttilskud, som allerede har hjulpet mange kvinder til øget livskvalitet før, under og efter overgangsalderen. Hjernetåge, manglende energi, hedeture og humørsvingninger er blot nogle af de udfordringer, mange kvinder oplever – ofte allerede fra midten af 30’erne. Det vil Voelven gøre op med. Den danske virksomhed har mere end 25 års erfaring med funktionel sundhed og har udviklet Elite Hormone Care – et highend kosttilskud med 14 nøje udvalgte ingredienser, heriblandt rødkløver, shilajit fra Himalaya, havtorn, gurkemeje og safran. Et helhedsorienteret svar på overgangsalderens mange udfordringer.

læs mere
Én nål tager smerten

Én nål tager smerten

Migræne, frossen skulder, rygproblemer, stress. Der er ikke de problemer, som akupunktør Amund Norman Otte ikke har behandlet med en helt særlig version af akupunktur. I klinik Norman Otte arbejdes efter den neoklassiske metode – en tilgang, der vender op og ned på klassisk akupunktur. Her er ingen rækker af nåle, ingen standardforløb og ingen påtvungen “vi ses igen om en uge”. Ofte gør én enkelt nål arbejdet. Amund tester kroppen minutiøst for at finde præcis det punkt, der åbner de blokeringer, som skaber smerte eller ubalance – med færre behandlinger og tydelig effekt som mål.

læs mere

⚠️
ALERT: Indhold er beskyttet.
Kopiering og højreklik er deaktiveret på denne side.

Bliv opdateret på 5 minutter hver måned!

Få NORD Magasinets nyhedsbrev tilsendt helt gratis hver måned med nyheder, konkurrencer, tilbud, gode spisesteder, make-over, NORD Julemarked og mange kulturoplevelser.
Tilmeld nyhedsbrev